Veganer på Smukfest

Forkæl din sjæl… med musik.

Jeg elsker at lytte til musik, og det fede ved musik er, at du kan tilpasse det dit humør og dine behov. For eksempel elsker jeg det afslappende pling-pling musik i ørerne på vej hjem fra arbejde, lidt god og hård rock når jeg bekymrer mig, og noget god pop/rock med gang i, når kroppen skal rystes lidt.

Faktisk har jeg ikke dyrket live-musik ret meget. Jeg bryder mig ikke om at stå i en kæmpe menneskemængde, men vil helst se og opleve det hele på en passende afstand, hvor jeg er fri for skub, varme, manglende luft og lignende. Musik mellem bøgetræer har i mange år lydt tiltalende i mine ører, og nu var muligheden der, så…

Jeg bestilte billetter til årets Skanderborg Festival (Smukfest) inden at jeg gik “all-in” og blev veganer, men jeg var vegetar på det tidspunkt, og jeg havde da mine betænkeligheder med hensyn til mad, men trøstede mig med at jeg jo altid kan tage en madpakke med.

Er det så svært at gå til sådanne arrangementer som veganer? Skal jeg have madpakke med selv?

Nu har jeg jo tidligere skrevet om at gå til Grøn Koncert, hvor jeg personligt synes at mulighederne var svært begrænsede, ville det blive lige sådan på Smukfest?

Vi har lånt en campingvogn og bor på en regulær campingplads, som ikke er en del af festivallen, men tæt på, og vi havde også købt en del ind hjemmefra. Pointen er, at jeg ikke var bange for at sulte. Worst case… måtte jeg gå tilbage til campingpladsen og spise lidt salat.

Nu, tre dage inde i festivallen, kan jeg sige at mulighederne rent faktisk er mange…

Den første dag vi kom ind på pladsen, var jeg temmelig fokuseret på at finde ud af hvad muligheder jeg havde med maden, ikke mindst fordi vi havde besluttet at spise aftensmad på festivalpladsen, OG jeg havde valgt IKKE at tage madpakke med.

Nå, men med en indstilling om at musikken er det vigtigste og maden kommer i anden række, gik jeg afsted til festivalpladsen. Kun ganske få minutter efter at jeg var kommet ind på pladsen, var jeg mere end fortrøstningsfuld. Der var en vegetar-madbar hvor jeg kunne få ratatouille, jeg skulle bare huske ikke at få Creme Fraiche på. Det blev min aftensmad den første aften :-). Godt nok var det ikke økologisk, men det var vegansk… yeahh, gør mig glad. 😀

Der var mere ris end grøntsager i den Ratatouille jeg fik, så senere på aftenen blev jeg småsulten igen, og denne gang fandt jeg en madbar, som rent faktisk havde en veganer-ret og ydermere, så er maden økologisk.

Jeg har fundet himmeriget på Smukfest. En Red Dahl Soup (nej tak til Creme Fraiche på toppen) som bare smager fantastisk; Røde linser, tomat, kokosmælk, spidskommen, chili, frisk persille og selvfølgelig lidt ris. Den smager guddommeligt, og er indtil videre min festivalfavorit. Måske er det ikke Smukfest med smuk mad, men det er i hvert fald Smukfest med god mad.

Det er et firma der hedder Soup a Natural, som er hjemhørende i København, som står bag denne suppe og et par andre spændende veganske/vegatariske retter.

Dag 3 havde vi et laaaangt aften program, så vi spiste tidligt “hjemme” ved campingpladsen. Min mand grillede et par lammekoteletter til ham og knægten – jeg har stadig ikke fået dem over på mit hold…endnu 😉 – og jeg fik et par grillede portobellosvampe. Fantastisk! Natmaden blev min favoritsuppe.

Jeg har selvfølgelig ikke prøvet det hele, men jeg har fundet min favorit… indtil videre. Smukfest er ikke slut endnu, så der er mere musik at høre og mere mad at smage… Jeg glæder mig. 😀

0

No Comments Yet.

Leave a Reply

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *


This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.